I 50'erne var fængslet i Pont-l'Evêque kendt som "Det glade fængsel". På det tidspunkt var det blevet en legendarisk institution, hvor fængselsinspektøren foretrak at være vellidt fremfor frygtet. Fangerne kunne frit foretage telefonopkald, forvalte deres penge, få besøg af deres kærester eller koner, holde fester, tage på dag- eller natteorlov og tildele sig selv certifikater for god opførsel.